Traditioner
Egmont Kollegiet har en lang liste traditioner, der kan variere afhængigt af, hvilket køkken du bor på.
Madklubber
Der er fælles madklub på køkkenerne hver aften fra søndag-torsdag. Det betyder, at hver kollegianer afholder madklub ca. én gang om måneden.
Marathoncafé
I februar afholdes marathoncafé, hvor kollegiets café holder åbent 48 timer i træk. Fra fredag kl. 15 til søndag kl. 15 dyster alle køkkenerne i forskellige lege og konkurrencer. Afslutningsvist kåres 1., 2. og 3. pladsen.
Festival
I august måned afholder Egmont sin egen festival, hvor festival-udvalget har planlagt 3 dage med events og musik.
Morgenfødselsdage
Når en person fra gangen har fødselsdag, bliver vedkommende vækket med fødselsdagssang af gangen. Naboerne til fødselaren har lavet morgenmad til alle, der er med til at fejre fødselaren.
Dame- og herredag
Én gang hvert halve år samles damerne til damedag og herrerne til herredag. Kollegianerne arrangerer forskellige aktiviteter og events, der ryster damerne og herrene sammen. Nogle køkkener har også gjort det til én fælles hyggedag.
Gangtur
1-2 gange om året arrangerer to fra køkkenet en rejse for hele køkkenet. Som regel holdes destinationen hemmelig for de andre så længe som muligt - nogle gange helt indtil køkkenet lander i lufthavnen.
Gangvandring
Én gang hvert halve år planlægges tour de chambre på hver gang. Planlæggerne bestemmer et overordnet tema, og hvert værelse pynter op i et undertema.
Galla
I april afholder arrangements-udvalget galla for hele kollegiet, hvor beboerne kan tilmelde sig en stor fællesspisning i festsalen. Eforen deltager også og holder desuden ofte en tale. Der bliver også afholdt Statistik Show, hvor køkkenerne vinder forskellige titler.
Nytår
Nytårsaften afholder arrangements-udvalget en kæmpe fest, hvor hele kollegiet og kollegianernes venner er inviteret. Hvert køkken spiser en stor middag sammen. Når alle er hoppet ind i det nye år, bliver festsalen åbnet.
Høstfest
Ved semesterstart efter sommerferien planlægges en høstfest for hele kollegiet.
Giraf-fest
For at byde nye beboere velkomne afholdes én gang hvert halve år “giraf-fest”. Her er alle nyindflyttere inviteret til fællesspisning, lege og fest.
Ordning
En “ordning” er en tradition, som går helt tilbage til dengang Egmont blev til et kollegium. Der er mange former for ordninger, men hvis du laver en "ordning", så bliver du oftest nødt til at give en læskende drik til alle, der var til stede.
Julefrokost
I december måned afholder hvert køkken en julefrokost, som oftest ender i en lang menneskekæde med fællessang igennem hele kollegiet.
Gangmøder
Én gang om måneden afholder hvert køkken gangmøde, hvor beboerne bliver informeret om nyheder på kollegiet. Der er også mulighed for at snakke internt på køkkenet om diverse emner.
Overskrifter
Hver kollegianer har enten et skab eller en skuffe på køkkenet, der ofte tildækkes med diverse avis-overskrifter, som de andre kollegianerne tildeler vedkommende.
Lucia
Glæd dig til endnu en traditionsrig Egmont-fejring med Lucia-optog, sang, m.m.
Vennefest
For at tjene penge til køkkenet, afholder de fleste køkkener en årlig vennefest med lege og fest i Slyngelstuen.
Køkkenmøde
Én gang om måneden afholder hvert køkken gangmøde, hvor beboerne bliver informeret om nyheder på kollegiet. Der er også mulighed for at drøfte diverse emner, stort som småt, internt på køkkenet.
Semesterrengøring
Én gang hvert halve år mødes gangen til en fælles grundig hovedrengøring af køkkenet.