Indendørs faciliteter

Aktivitetscenter

Egmont har sit eget fitnesslokale, nemlig “aktivitetscenteret”, der gratis kan benyttes af alle kollegianere. Centeret er åbent fra kl. 07:00 – 23:00.

Centerets fitness maskiner inkluderer en romaskine, flere kondicykler, en spinningscykel og cross-trainere. Derudover indeholder centeret diverse styrketræningsmaskiner, et stort område med frivægte og et klatrerum (boulderrum).

Et større område midt i centeret er med god gulvplads og store spejle ideelt til at afholde diverse holdtræninger, eksempelvis moderne dans, crossfit og boksetræning. Alle kollegianere er ved indflytning medlem af aktivitetscenteret og man kan tilmelde sig hold efter ønske. Aktivitetscenter-udvalget står for indkøb af nyt udstyr og maskiner, samt rengøring og reparation.

Café Irgens

Cafeen er ofte samlingssted for kollegianerne, der hver torsdag kl. 22:00 – 02:00 nyder godt af den billige bar, musik og dansegulv.

Cafeen er dog lukket i stilleperioderne maj-juni og december-januar af hensyn til eksamenslæsning.

FællesSkabet

FællesSkabet er placeret i kælderen lige ved indgangen til Slyngelstuen. Rummet fungerer som Egmonts helt egen udklædnings-garderobe. FællesSkabet har åbent én gang om ugen hvor man kan leje kostumer til Egmonts mange temafester.

Krea

I Egmonts kælder ligger krearummet, der primært er til rådighed for dets medlemmer. Rummet huser dog også sociale og kreative arrangementer, som alle kollegianere kan deltage i.

Krearummet er indrettet med højborde og stole, musikanlæg og spejl. Rummet indeholder bl.a. symaskine, gine, maling, stafeliger, pensler, kul, blyanter, papir, strikkepinde, limpistoler, perler og afdækningspapir.

Loungen

Loungen fungerer som samlingssted for alle kollegianere, der her har mulighed for at spille bordtennis, billiard, computerspil, holde hjemmebiograf, se TV eller benytte loungens tekøkken. 

Læsesal/festsal

Egmont har sin egen læsesal, hvor der er mulighed for at studere i fred og ro. Læseborde og lamper er til rådighed. I stilleperioden er det ikke tilladt at samtale på læsesalen under eksamenslæsning.

Udenfor eksamensperioden omdannes læsesalen til festsal, koncertsal og rammen for foredrag og debatter. Med den store scene, omdannes festsalen en gang om året til teatersal for kollegiets traditionsrige revy.

Perronen

Perronen er kollegiets festlokale, som kan lånes af kollegianerne ved udflytning ifm. afsluttet uddannelse og yderligere lejes til egne private arrangementer. Det er muligt at dække op til ca. 60 spisende gæster. Perronen anvendes, udover kollegiets 2 konferencerum, til gruppearbejde i stilleperioden.

Pejsestuen

Kollegiets hyggelige mødested i forhallen til hverdag og fest. Det er også muligt at arbejde og oplade sin pc her. 

Musica

Musicabygningen ligger i baghaven ud til Jagtvej. Her er det muligt at øve musik i de dedikerede øvelokaler, der også er udstyret med diverse musikinstrumenter og udstyr.
De rytmiske øvelokaler er udstyret med trommesæt (uden bækkener), guitarforstærker, basforstærker, samt PA-anlæg. Alt sammen i topkvalitet. I det mindste af de rytmiske øvelokaler er der desuden et opretstående klaver.

Print & Kopi

Alle kollegianere har adgang til kollegiets fælles print- og kopirum, hvor der er mulighed for at printe og kopiere mod en mindre betaling. Det er nødvendigt at være tilkoblet kollegiets netværk for at benytte printeren.

Sauna​

Alle kollegianere har adgang til kollegiets sauna og dertilhørende bade, og kollegianernes saunaudvalg håndterer de aftalte regler for anvendelse.

Slyngelstuen

I kælderen, og med lidt afstand til alm. beboelse, er Slyngelstuen klar til fest. Med tilstødende køkken, opdateret lydudstyr og bar, er alt på plads til de 22 årlige venne- og temafester. 

vaskeri

Vaskeri

Alle kollegianere har adgang til kollegiets vaskeri, hvor der er mulighed for at tøjvaske og tørretumble mod en mindre betaling. Hertil findes to tørrerum for fri afbenyttelse.